Alle indtrykkene fra turen er slet ikke faldet på plads endnu, men for evt. kommende Camino Primitivo vandrere vil det være relevant at få en lille status herfra. Der er nemlig par detaljer omkring Primitivo som det er værd at være opmærksom på.

Camino Primitivo ruten er meget meget smuk, ufattelig smuk. Det er lidt dumt at sammenligne med Camino Frances, men de smukke indtryk på Primitivo bliver ved og ved med at komme.

Primitivo er meget meget hårdere end Camino Frances. Det er der flere grunde til. For det første har du ikke så mange kombinationsmuligheder mht overnatninger og mad. Der er mange steder hvor der er langt imellem mulighederne. Ikke bare på de forventede hårde stræk, men også på de forventede nemmere strækninger.
Vi blev flere gange overraskede over at vi ikke kunne få “morgenmad” før kl. 12 eller senere. Vi havde hele tiden mad med for alle tilfælles skyld. Vi fik god brug for det brød, ost, pølse og tørret frugt som vi gik med. Endda vores nødkiks brugte vi af flere gange.
Vejret er af samme grund en væsentlig faktor. På vores ture var der meget regn, og desuden lidt sne og hagl indimellem. Det var generelt meget koldt. Over den højeste top “Hospitales” kunne vi fx. ikke gøre et spisestop fordi det var for koldt og fordi det blæste. Vejret var rimeligt, det truede vældigt med regn, men forblev tørvejr. Alene kulden og blæsten tvang os til at gå hele tiden. I tilfælde af uheld havde det ikke været sjovt.
Hvis man i stedet går Primitivo om sommeren eller bare i lidt højere temperaturer end vi gik, så er VAND er stor udfordring. Sørg for at tanke op hele tiden, når der er mulighed for det. Brug kilderne, de er gode.

På to etapper vil det være særdeles vigtigt med rigtigt meget vand: over hospitales og ruten via Embalse/Dæmningen. Vi havde hver 1-1,5 L med på begge ture. På hospitales var det ret koldt og derfor var det tiltrækkeligt, men i varmt vejr er det supervigtigt at have meget meget mere med, 3-6 liter vil jeg tro og det samme på embalse ruten fra Berducedo til Grandas. Overvej evt. at gå fra La Mesa hvis i har kræfterne efter “Hospitales”-ruten at gå lidt længere end Berducedo. Vær dog obs på at der ikke er provianterings i La Mesa, det er der i Berducedo.
Primitivo kræver at du er i god form. Allerede på de første “nemme” etapper kommer du ud for nogle stigninger som sætter sig i respekt. Profilen af ruten fra Escamplero til Cornellana ser nem ud kun en lille bakke på knap 400 meter, men viser slet ikke de udfordringer som er denne dag. Det er meget stejlt op og ned adskellige gange. Vi er begge i rimelig grundform og vejer ikke for meget og allerede på denne dag kom vi ud for stigninger som praktisk taget krævede hvad vi havde i os, altså absolut laveste gear. Vores muskler og led var godt belastet i adskellige dage.
Jeg var faktisk bange for at få krampe på vores anden dag, og tænkte om jeg kunne klare en stigning til. Men, det gik jo. Det er faktisk først når det flader ud mod Lugo, at stigningerne er forbi.

En af de sværere vandløbspassager …
Du kan ikke simpelthen ikke gå Primitivo, hvis du ikke er i rimelig form. På den anden side kan vandringsvante mennesker på 68 aar gennemfoere Primitivo, som fx. Luigi. Hospitales sprang han klogeligt over og han blev kørt til bjerget Palo, men han er en erfaren vandrer!

Det lyder måske for meget som en advarsel om ikke at prøve Primitivo, men hvis man har prøvet Camino Frances så kender man jo lidt til det og bør overveje at give sig selv en stort oplevelse med Primitivo.
Slutteligt er det ret vigtigt at dit udstyr kan tage en del tæsk fra terrænet. Sko eller støvler skal være stærke: der er mange små klippestykker, mange rødder, mange småbuske og selvfølgelig vand og mudder mv.

Gaitors (ikke for varme) er en god idé på en hel del af strækkene. En kvali rygsæk som ikke lader dig i stikken i no-mandsland. Hue, vanter, og helt selvfølgelig en rigtig god goretex jakke.
(Indlægget oprindeligt fra 21.april 2009)
Gemt i: Camino, Primitivo | Leave a Comment »








