hh7000
Henriks Camino 2007
Spansk togbillet hos DSB. Mar 22st, 2007
Jeg har planlagt at flyve fra Billund til Madrid. Det betyder at jeg ankommer præcis midnat. Det gav mig nogle logistiske problemer med togbilletten til Leon. Det gik sådan set meget nemt med at bestille den via Renfe; De spanske jernbaner. Mit problem bestod i at jeg som førstegangskøber skulle hente min billet personligt på en Renfe station. Eneste mulighed var Atocha som ligger i den anden ende af byen. Ligesom lidt træls at skulle derned meget tidlig om morgenen med bus og måske taxa, få billetten og inden en time nå toget i Chamartin. Overhovedet ikke umuligt, men et træls usikkerhedsmoment. Så var det lige en af min kones rejsevante kolleger sagde at DSB helt sikkert kunne klare det. Det var jeg også sikker på, men havde forventning om en unaturlig høj pris og derfor ikke attraktivt. Jeg prøvede dog alligevel at gå ned på den lokale station og spørge om det kunne lade sig gøre at købe en togbilet fra Madrid, Chamartin til Leon afgang og tognummer angivet. Jo, det kunne det godt og prisen var den samme som billetten via Renfe på www.
Wau – hvor fedt. Ikke noget med at gå rundt ved Atocha og vente på at de åbner og videre derfra med cercanias til Chamartin.
Snart afgang. Mar 31st, 2007
Jeg har påført nogle links som kan hjælpe med at forklare hvor jeg er og hvordan det (måske) ser ud lige netop dér. Udstyrsmæssigt mangler der et par småting. Utroligt som udstyret i den grad kan sætte dagsordenen. Det moderne menneske skal jo have “smarte sokker”, og andet smart tøj, superlet rygsæk, godt fodtøj, osv. osv. Det burde ikke være en overraskelse og jeg kunne jo også bare lade være med at gå med på den vogn. Hvorfor ikke bare gå i bomuld – åh, jeg syntes kunststoffer er trælse …. Men det er jo heller ikke sjovt med vådt gennemsvedt bomuldstøj som er flere dage om at tørre efter vask. Det påstås at fx. Coolmax fibrer tørrer hurtigt, men jeg syntes ikke det ser ud til at de ”smarte sokker” tørrer specielt hurtigt. Nu må jeg se hvad praksis siger til det.
Vejret og vejrudsigten er ikke for god. Det er faktisk koldere i Nordspanien end herhjemme og det koster nogle overvejelser om overtøj og igen … vægt. Jeg må prøve at få vejret til at passe til mit udstyr.
Madrids metrosystem:
Til Madrid. Apr 5th, 2007
Til Madrid først. Puha det var en sej nyser. Jeg er lige landet i Astoga på Albuerge San Javier eller hvad er det nu det hedder, det står paa listen. Har ikke sovet siden onsdag nat. Sad i flyet 3 timer mm og dernæst i Bajaras lufthavn i stive 6 timer. Puha. Endelige kl.6 startede Metroen og jeg kunne komme til Chamartin uden problemer. Togturen nordpå var også langsommelig. Toget kørte langsomt i bjergene. Fantastisk flot den første halvdel med høje bjerge og dybe dybe kløfter. Anden halvdel lignende mere Danmark – bare større. Bjergene var meget imponerende. Man kunne se kæmpeskyer som vi nærmest kørte op i …. og så forsvandt solen ellers. Det blev mørkt og koldt. I Madrid var der 0 grader – og i bjergene -2. Her i Astoga er der ca. 10 grader. Jeg skriver vi fordi jeg sad ved siden af en spanier som fortalte en masse om caminoen. Drak kaffe i cafe-vognen med en helt vild panoramaudsigt over det flotte bjerglandskab.
Astorga. Apr 5th, 2007
Meget speciel by. Gammel. Den er ved at varme op til påske processionerne som vist starter i morgen tidlig.
Alburguet er alternativt. Det er flippet og fint, gode mennesker som driver det.
Albuerget ligger helt oppe i den gamle by tæt ved Kathedralen og Gaudis bispehus. Huset er gammelt og lydt. Jeg sidder netop i stuen nedenunder og kan høre alt oppe ovenpå. Jeg spiser tidligt og går meget tidligt i seng. Jeg var ved at falde i søvn flere gange med det sidste tog herud. Håber i har det godt.
Leon og Astorga. Apr 6th, 2007.
Har lige opdrevet den enste internetpc i miles omkreds. Nåede hurtigt frem idag kun 22 km og jeg gik hurtigt, mere om det på næste post. Glemte af fortælle om mine fremragende spanskkundskaber. I vidste det nok ikke men jeg taler flydende spansk. På stationen i Leon bad jeg, på flydende spansk, om billet til Astorga. Jeg skriver ikke ordene her fordi det forstår i sikkert ikke. Mit flydende spanske sparede mig for 9 Euro for billetten fordi jeg i min samtale med billetkontoret fik udredt at jeg ikke behøvede at tage det direkte tog, men udemærket kunne standse ved alle stationer. De to tog kørte foriøvrigt med 15 minutters mellemrum og var også i Astorga med 15 min mellemrum – hmm. Nå nu til sagen. I Astorga var jeg jo træt og ville lige spise og så i seng. Jeg gik derfor ud på Cafe Gaudi lige op ad Gaudis bispebygning og Kathedralen. Jeg ville spare pilgrimsmenuen fordi … jeg jo var træt. Valgte derfor en 1677 (Lasse ved hvad det er) og tapas. Der var flere tapas at vælge imellem og jeg valgte en som lignede hvidløg og kylling. De nikkede anerkendenede på mig – ham pilgrimmen må jo være spanioler med det perfekte spanske og madkendskab. Nåh jeg var nu hurtigt ude af døren – det viste sig at være FRØLÅR. Jeg smagte, men forlod ret hurtigt stedet uden at virke alt for meget en turist idiot…… hmm
Astorga til Rabanal. Apr 6th, 2007
Efter episoden i Cafe Gaudi gik jeg til Albuerget som lå tæt ved Kathedralen – fantastisk sted – metertykke mure osv.
Nåh, nu til idag langfredag. Jeg sov kl. 18.30! lige til kl.5, hvor de første perigrinos begav sig afsted. Jeg stod op kl. 7, fik perfekt morgenmad snakkede med svenskere og et fransk par. Har ikke set danskere endnu! Gik fra albuerget kl. 8.30. Der var dødstille i byen. Det var 0 grader varmt og jeg gik med hue og vanter de første 5 km. Turen var helt fantastisk. Ikke et hus ikke en by i miles omkreds.
Ude i horisonten høje bjerge med snee på! Det er ikke normalt fortalt en mand fra Pamplona som jeg gik med et stykke tid. Helt fantastisk! Ingen lyde, jo svaler, lærker og noget som måske er en slags urfugl. Natur natur og en temlig hård tur på kun 22 km. Det gik opad og det var hårdt til sidst. Bor igen på et fantastisk albergue. Ikke det jeg havde regnet med Gaucelmo, men Pilar som også fungerer som en af byens barer. Baren er udenfor i Pilars gårdhave. En skoleklasse tyskere er kommet, men det virker slidte og er forhåbentligt trætte i aften.
Imorgen går det op til 1500 meter og derefter nedaf nedaf over en 25 km strækning. Det skal nok trykke lidt på lilletåen. Bliver også spændende at mærke ømheden i morgen tidlig. Imorgen bliver det hele dagen der skal gåes. Jeg vil være mere træt imorgen. Slut for nu. Lasse hav nu en god tur, pas på dig selv og de stærke belgiske øl!
Ponferrada. Apr 7th, 2007
5uuu. Sikken en tur. 36 kilometer med 15 kilo på ryggen. Fantastisk tur – helt sindsygt vildt. Dem som siger at der ikke er bjerge på Caminoen – de lyver. Det er helt vildt flot omgivet af andre bjerge, nogle med sne på. Dybe dale. Det gik op til 1500 meter. Ret koldt om morgenen, men fantastisk vejr med sol og lidt skyer ind imellem.
Varmere op på dagen, næsten for varmt. Nedturen som gik over 25 km var ret slem. En ret farlig rute med mange løse sten og klipper, små slugter og dybe skrænter. Godt det ikke var regnvejr!
Ganske få byer og efter de første kilometer heller ikke andre peregrinos. Jeg troede jeg var faret vild, men stolede på at retningen var OK. Det tog laaaang tid fordi man skulle se sig for hele tiden.
Jeg går ogsaa rundt med solide vabler, spaniolerne mener det er paa grund af vaegten. Rygsækkens vægt er faktisk et samletalemner fordi jeg har fortalt det til en spanioler. Jeg troede aldrig jeg nåede frem fordi der hele tiden kom et nyt “bjerg” eller en ny stigning. Da jeg endelig kom ned i dalen og og iøvrigt kikkede mig tilbage – så fatter man faktisk ikke at man har passeret de bjerge – de er altså ret store.
Efterredigering: Jeg tror jeg så en ulv efter El Acebo, i det store åbne stykke inden Riego de Ambros. Bevægelsesmønstreret på tværs af alt muligt og ind i krattet, størrelsen, mærkelige dyrelorte og den kendsgerning at der faktisk ER ulve i nogle af områderne – det fandt jeg ud af derhjemme. Se bare dette kort: www.iberianature.com/material/wolf.html#diet
36 km betyder også et par gennemslidte nye underbukser. Overvejer at smide de to biblioteksbøger for at spare vægt (ups…). Hav det godt. Håber dagen imorgen bliver lettere for det var virkelig tuff. Går mod Pereje imorgen. Høres ved.
Sarria. Apr 8th, 2007
Albuerget her er lidt specielt. Jeg troede jeg var kommet til et kvindekollektiv. Der var næsten kun kvinder på albuerget – så det ud til. Om natten fandt jeg ud af at det ikke passede. Der var en som snorkede så sengene dansede – det kan umuligt have været en kvinde, selvom …. I køkkenet i stueetagen kunne man se at albuerget var bygget ind i klippen. Klippen var simpelthen en del af væggen og vandet dryppede ned af klippevæggen. Det løb ned i en rende i gulvet som endte i et afløb. Specielt.
Portomarin. Apr 9th, 2007
Først og fremmest har jeg mødt en masse søde mennesker. Idag fx. specielt et spansk par Raul og Sonja, som hev fat i mig og sagde “vi ses henne ved cafen”.
Altså en cafe undervejs efter ca. 5-6 km. Der er små cafeer og refugier strøet omkring. Vi fik så morgenkaffe sammen. De havde ikke fået morgenmad, så de sad lidt længere. Jeg gik videre og de indhentede mig længere ude, hvor jeg hvilede det bedste jeg har lært. Vi mødets igen på herberget i Portomarin. Dem som går sammen “er” sammen på Caminoen og det spanske par holdt øje med sneglen og kikkede efter mig i Portomarin. Turen igen fantastisk flot. Bakket – you bet – og igen sindsygt smukt og hele tiden vandløb som løber hen over stien og vasker noget af kolorten væk;-)
Vejret fantastisk flot. Startede i tåge, flot og spooky, tydeligt at solen ville komme frem og undervejs var det behageligt vejr – solskin med lidt skyer. Sidst på eftermiddagen blev det temmlig varmt, men så kom der lige en regnbyge netop som jeg kom til Portomarin. Turen var kun på 22 km. Jeg startede kl. lidt i 8.00 og var fremme kl. knap 16 – altså 8 timer om at gå 22 km!!! Ikke kun pga min fod men også pga terrænet indimellem umuligt at gå hurtiger, hvilket jeg altså heller ikke kan. Imorgen vælger jeg en kort tur på ca. 15 km til til Ventas de Naron – tror jeg nok. Ikke kortere end det – saa når jeg ikke frem til Santiago. Raul og Sonja giver god spirit og siger at når jeg kan gøre det idag – så er det “pice of cake” indtil Santiago – nu må vi se om det passer. Temlig slidt da jeg kom frem idag. Jeg tror at der på de første etapper var for meget “Poul Richard” “Er du dus med himlens fugle og skovens grønne trær” – og hans raske trav i den der film. Sådan går man altså ikke Camino. Desuden racede jeg afsted som en konkurrence – de der franske bjerggeder kunne bare få baghjul kunne de – de fil de også, meeeen jeg har fået en lektie. Idag har jeg lært temlig meget mere om Caminoen.
Ligonde og Melide. Apr 11th, 2007
Så sidder jeg i Melide. Gik rigtig godt idag 24-25 km og uden de store problemer. Det har været et par gode dage. Igår gik jeg en kort tur og stoppede 9 km før Palas de Rei. Jeg spurgte det lille Albuerges hospitalera om hvor langt der var til Palas de Rei og hun sagde 9 km – det er altså en del hvis man ikke er 100%. Kikkede på herberget som lå i udkanten af en lillebitte landsby Ligonde.
Det var splitnyt og perfekt indrettet, gode sidepladser udenfor. hvor man kunne overskue hele dalen og fx. følge gallicernes evindelige trækken deres køer frem og tilbage imellem de forskellige jordstykker og malkningen derhjemme. Jeg tror det sker 3x gange om dagen?!
Der var kun plads til 20 personer og det betyder en helt anden ro og fredsommelighed end på de store herberger. Endda “eget” bad – med varmt vand !!!! Wuu sikken den dejlig opladen. Det er der også brug for – for det trækker da søm ud, ja det gør.
Idag nåede jeg til Melide som er Pulpa-by nr.1 men jeg tror nu ikke jeg tager noget. Jeg har ikke lyst til evt. at tilføre fremmedstoffer til gallicernes super økologiske marker. Herberget i Meldie er ret stort, men er slidt. Gæt selv hvad det betyder, nåh nåh nu ikke så negativ. Værelserne er OK og de andre perigrinos ligeså. Jeg skal checke lidt på hvad jeg gør imorgen. Jeg tror at jeg går til Arzua – tror jeg den hedder – alternativ ligger Santa Irene længere derude, men det er vist omkring 34 km og det er sikkert dumt – nu få vi se. Har lige været kæmpe tordenvejr, ligesom det var i Portomarin.
Håber alle har det godt – vil gerne have en besked om Lasse.
PS sidder på et hakkebrædt af et tastatur og laver altså ikke stavecheck.
Overvejelser i Melide. Apr 11th, 2007
Altså der ligger også andet end kilometer bag overvejelserne. Fx. vil jeg med en lang tur til St.Irene kunne nå Raul og Sonja inden de flyver på lørdag – de vil blive noget overraskede. Ved at tage det roligt vil jeg få en dag mindre i Santiago, men samtidig måske lige få hilst paa Alberto igen. Også noget med at nå frem og være kvik. Jeg har netop set at de har internet på Albueget i Arzua – så det bliver det nok.
Om morgenen er det tit tåget. Op ad formiddagen letter tågerne så og vejret bliver rigtig flot. Tågen har nu også sin charme fordi alting bliver så anderledes i tågen, som nu denne kirke imellem Ligonde og Palas de Rei.
Vi høres ved. PS har nu også smidt barberskummet væk …. men er ved at mangle toiletpapir …. biblioteksbøgene har jeg endnu
Arzua. Apr 12th, 2007
Hej alle. Tak for de mange mails og kommentarer. Idag er jeg i Arzua, en lillebitte gåtur fra Melide. Valget stod imellem en gåtur på ca. 15 km og en på ca 32. Jeg valgte den på 15 
Kom derfor tidligt til Arzua, sammen med Mariano fra skoleadministrationen i Valencia,
og brasilianske Nina og hendes datter Verena på lige knap 20 år – ligesom Rikke. Hun læser på Sorbonne i Paris. Moderen er rejst helt fra Brasilien for at opfylde en livsdrøm – at gå Caminoen, sammen med sin datter og senere opleve Barcelona, og Grækenland. Det er meget smukt og stærkt. Jo, hvad siger i til næste år? Så skal jeg vise jer Caminoen og fortælle hvordan man undgår vabler. Vi 4 spiste sammen på Meson del perrigrinos – det betyder vistnok “mødested for peregrinos”. En 3 retters menu med frit valg imellem alt muligt forskelligt; ost, suppe, fisk, salater, tunge, kød, dessert og husets vin for ca. 55 kr. Herberget her i Arzua er et 5 stjernet hotel i forhold til det i Melide
- de spanske perrigrinos er faktisk lidt flove over det. Luksusproblem? Ja, og nej. Vi perrigrinos har tilbagelagt forskellige antal kilometre og nogle ankommer nedslidte og med sår fra fald, vabler, knæproblemer, dehydrering mv. – øh nogle ankommer også HELT … aaarrr… RELATIVT friske. Problemer + bakterier = flere problemer.
Jeg er frisk, kan gå langt igen, men der er ingen grund til at presse på. Det ER ikke en søndagstur i den danske skov. En lang tur giver det lille extra pift som kommer fra solen og varmen. Man bør ikke gå for meget derude om eftermiddagen – slet ikke som hvid skandinav. Det bliver varmt om eftermiddagen – senere kommer der lidt regn – sådan har det været de sidste dage.
Dejligt. Møder en masse mennesker og får talt en masse spansk Går mod St.Irene imorgen men fortsætter sikkert et par km længere til Arca, så der bliver kortest muligt til Santiago – og så jeg ankommer så frisk og så tidligt som muligt. Ved ikke om der er internet i Arca.
Arca. Apr 13th, 2007
Såkaldt kort tur paa ca.19 km idag. Det tog alligevel 5,5 time med fuld speed ca. 4 km/t. Imorgen er der messe i Santiago kl. 12. Det betyder at der SKAL startes herfra kl. 6.00 med lommelygte og god stedsans i den spanske vildmark. Solen står op kl. lidt i 8, saa det bliver en spændede oplevelse mere. Vildmark er der ikke så meget af mere. Der krydses flere veje, hvor bilerne kører meget stærkt. Der er rigtigt meget at fortælle, men jeg syntes lige jeg vil blive i det latrinære fordi Lasse ogsaa nævner det med toiletpapir. Altså! I Gallicien er der konsekvent ingen toiletpapir. Derfor er det meget vigtigt at vide hvor ens toiletpapir er – især om natten ! Vi bliver i genren. Gallicerne bruger simpelthen ikke papir til den slags – de ER meget biodynamiske. Idag blev en lokal gallisisk mand træengende ligeforan mig paa caminostien. Jeg er jo et blufærdigt og venligt menneske så jeg ventede og fik stoppet min libanisiske medvandrer, og så fik vi kikket lidt på noget andet som var mere spændende, mens den gamle gallisiske mand gjorde sig færdig. Så tror da pokker der er så dejligt blødt i rabatten. Nå nu ikke alt det.
Mange mennesker på stierne og i Herbergerne alting dirrer af af Santiago er så tæt ved. Bliver spændende at gå så tidligt i morgen. Har fået at vide at jeg boer bo på “privado” altså ikke på de store offentlige alberger i morgen. Men imorgen først gåtur, dernæst messe, så credential, så finde albuerg.
Portugal. Apr 15th, 2007
Oehh. Det der med lommelygterne var vist ikke nogen god ide. Jeg gik forkert ET sted og befandt mig i Australien, ihvertfald i en eucalyptusskov, som lignede et australsk landskab.
Nej den store missære kom da jeg skulle over en stor flod og den gamle træbro så styrtede sammen. Da jeg lå i vandet kunne jeg på grund af mørket hverken se den ene eller den anden bred, så jeg blev på resterne af broen som en tømmerflaade. Jeg må være faldet i søvn på flåden. Da jeg vågnede var jeg minsandten i Portugal. Jeg er nu gået i land i Portugalien. Jeg tror det må vaere et tegn fra Iago om at den skønne Dulcina er i Portugalien og trænger til ridderlig hjælp. Så snart mine trofaste Caballos Hecco og Vecco er friske igen vil jeg trænge an mod nord for at redde den skønne Dulcina fra noget som sikkert er værre end døden. Vamos ! Jeg regner med at være tilbage i Santiago om nogle uger og derefter drager jeg mod hjemlandet.
Hilsen Henricum Hansen
Santiago Compostella. Apr 16th, 2007
Der var jo ikke SÅ mange kilometer til Santiago, men alligevel ca. 21km, tror jeg. De 4 “locos” kom afsted lige lidt over kl. 6 i bælgragende mørke. Mariano havde sagt at han havde lys. Det var i form af en lille diode i et pandebånd, som egner sig til at give lidt lys i fx. en sovevogn i et tog, eller lidt lys så man kan finde sine ting i sovesalene.
Heldigvis havde jeg en cykellygte med og den udgjorde så vores lyskaster i den mørke skov.
Heldigvis var stien plan uden de store klipper eller huller. Efter 1½ time begyndte man at kunne se nogenlunde. Efter 3 timer fik vi en hurtig morgenkaffe med lidt brød. Herefter susede vi afsted igen mod Santiago. Vi ville jo så gerne deltage i messen. Det var noget af et kapløb med tiden. Vi skulle også lige op forbi Monte do Gozo som er et monoment på en bakketop. Endelig udkanten af Santiago. Wikipedia siger 92.000 indbyggere, men det må være uden forstæder. Hvorom alt er; vi var i byen men måtte gå og gå og gå og troede hele tiden at NU måtte kathedralen da komme. Husk, at vi skulle være der til messen. Lige inden man kan se kathedralen skal man igennem en gågade, som på en lørdag er fuld af mennesker som spiller musik, laver gøgl, sælger alt muligt – eller er på almindelig strøgtur. Det var noget af et kulturchock! Undervejs på hele caminoen havde alle sagt Hola, buenos dias eller måske ”buen camino” eller dyyt – venligt. I byen var der ingen som ænsede at man var der, måske i gågaden, hvor man som peregrino forsøger at kæmpe sig igennem folkemængden frem til “Porta de peregrinos” og efterfølgende pladsen foran kathedralen. Vi nåede frem kl.12.10 og gik ind i kathedralen og fik bænket os. Vi var godt mørbankede af vores race for at nå frem. Det VAR en stor oplevelse i kathedralen. Det var vel også lidt skræmmende at se så stor religiøs tro blive foldet ud, af dem som virkelig følger med i messen, beder, falder på knæ og deltager i nadveren. Jeg fornemmede præsten/biskoppens bløde start hvor han udtale sig om fred, medmenneskelighed og at vi lever sammen i et internationalt fælleskab. Herefter tog han fat og tordnede et eller andet imod menigheden, så man blev trykket helt ned i sædet. Ind imellem de meget smukke kirkesange som Henrik havde fortalt mig om – det var meget smukt. Det hele sluttede af med det store røgelseskar som traditionelt svinger frem og tilbage i kirken. Det er virkelig imponerende. 8 mand strækker røgelseskaret igang som et pendul som så farer det frem og tilbage i skibet og langt op under loftet. Efter denne event blev der klappet i kathedralen.
Efter messen var der flere mindre gudstjenester igang rundt om i Kathedralen, lige omkring alteret. Under alteret er en krypt, hvor de jordiske rester af Jakob og hans to mest aktive disciple ligger i en stor sølvkiste. En del af aleteret er en figur af Jakob, som man bør omfavne. Dertil er lavet plads bagved. Selv under messen kan man komme ind og omfavne statuen af Jakob. Nina gjorde disse ting med stor kærlighed og glæde, men hendes datter var kun til messen i 10 minutter. Bagefter spurgte jeg hende hvorfor. “Jeg er også katolik ligesom min mor”, sagde hun. “Men, kirken er ikke religionen”. “Det derinde i kathedralen er på mændenes betingelser, kristendom er meget mere end det. Kristendommen er her udenfor og allesteder, men ikke nødvendigvis særligt meget inde i kathedralen”. Wau, jeg vidst godt at Verena både var klog og sej, men det er en flot stærk holdning at have som 20 årig katolsk kvinde.
I flere omgange efter messen og om eftermiddagen fladede jeg og mange andre peregrinos ud på Plaza del Obradoiro den store plads foran kathedralen.
Santiago er en skøn by. De mange små krogede gade i den indre by, minder en del om Prags små gader. Her tilsat mere sydlandsk atmosfære gør byen meget meget hyggelig. Min libanesiske medvandrer – øh, jeg kan ikke huske hans navn fordi det var svært. Han var en sjov fyr med gang i mange ting. Mobiltelefonen glødede og pludselig gik den ud – ingen penge på kontoen. Forinden havde han fundet et sted med lejligheder til leje. Vi gik der hen og fik at vide at prisen var 20 Euro – det var for meget – nå, men så er prisen 12 Euro. I tror det er løgn, jeg fik et værelse midt i den indre by på 2.sal, med fransk altan ned til en af de små hyggelige gader og udsigt direkte op til kathedralen om aftenen med lys på – det syn fra lejligheden … altså …..og så for 12 Euro, vildt vildt.
Efter værelset fik vi rigtig god mad på Manolos et kendt, brasiliansk ejet, peregrino spisested – blæksprutte, muslinger etc. Aftenen gik med at sige farvel til alle de peregrinos jeg havde mødt og som var i byen, selvfølgelig sammen med et glas vin eller en øl. Jeg mødte desværre ikke Alberto eller Raul og Sonja igen, men kontakt via mail osv. kommer nok.
Søndag morgen kl. 6.20 stod jeg og ventede på lufthavnsbussen. Meget morsomt… Jeg stod midt i diskotekskvarteret, hvor tre diskoteker netop havde lukket. Men, ingen problemos. De unge spaniolere var glade og der var ikke meget af den danske fuldskab, med slagsmål og hærvæk. Men en oplevelse var det da.
Har du fået “det” ud af det…. Apr 25th, 2007
Ja, absolut – men jeg har også fået det ud af det, at jeg er ked af at ”værdisætte” turen.Jeg vil meget gerne snart gå turen igen, måske den samme eller fra Leon – eller et helt andet sted længere oppe på ruten.
Jeg er ked af at værdisætte turen fordi lærdommen bl.a. er, at man ikke skal værdisætte alting. Man skal ikke sammenligne og sætte ting op overfor hinanden. Hvad er bedst, hvad er størst, stærkes, hurtigst, smukkest, osv. osv. Det er jo ikke det livet går ud på. (vidste du virkelig ikke det …. hmm)
Caminoen går ikke ud på at ”måle” sig med andre. Ikke måle udseendet, tøjet, lugten, din speed, fysisk styrke eller alle mulige andre ting, hvor vi nu kan ”måle hinanden”.
Jeg havde masser af fysisk overskud da jeg ankom til Caminoen. Jeg havde ventet længe, både derhjemme, i Barajas, fra Madrid til Astorga og i Astorga. Da jeg endelig kom af sted, gik jeg som, som død og helv….. Jeg gik 22 km støt og blidt opad til Rabanal og stoppede kun for et par slurke vand. Tænkte at de andre vandrere da var nogle sølle nogle, som hele tiden skulle stoppe op, hver gang der kom en bar eller lignende. Efter 22 km stoppede jeg så i Rabanal, fordi nu jeg jo heller ikke skulle overdrive, jeg skulle også tage det stille og roligt den første dag. Jeg havde absolut også kikket på den flotte natur, men ikke helt med den nødvendige respekt for Caminoen. Den anden dag fortsatte næsten som den første, bortset fra at denne dag skulle også et bjerg på 1500 meter forceres, samt 36 km horisontalt. En god fysisk udfordring, og den blev taget derefter.
Efter den tur sagde mine vabler stop. Hertil og ikke længere. Jeg kunne praktisk taget ikke gå den næste morgen pga vablerne. Jeg måtte hurtigst muligt finde en løsning. Bevægede jeg mig ind over Cebreiro, var der ingen vej tilbage. Måske ville jeg kunne nå frem til Sarria i løbet af 4-5 dage og derfra ville jeg så være nødt til at tage tog/bus frem mod Santiago, for at kunne må mit fly om søndagen.
Jeg gik nedslået til stationen. Ankom til Sarria kl. 19.00 træt, sulten og lidt demotiveret også. Med mange flinke indfødtes hjælp fandt jeg hurtigt herberget, og gik herefter til en bar som så ”åben” og hyggelig ud. Jeg blev meget venligt modtaget, fik noget at spise og sågar noget morgenmad med også.
Næste morgen begik jeg mig langsomt, humpende og med bange anelser ud fra Sarria mod Portomarin. En tur på 22 km som kom til at tage mig en hel del timer. Det var meget tåget og nede i dalen var træerne betrukket med mos, som visse steder hang ned fra træerne – spooky, men egentligt også trygt og flot. Efter ca. 1½ time kom et ungt spansk par op til mig. Vi hilste på hinanden og de sagde – vi ses over på caféen om lidt. Jeg troede det var en høflighed, men vi gik ind og fik morgenkaffe sammen. Efterfølgende har jeg tænkt på de to unge mennesker som en slags engle, der viste mig på den rette vej. Det lyder måske ”frelst”, men deres nærhed og deres venlighed gav mig en masse psykiske kræfter og en ny gåpåmod.
Efterfølgende havde jeg både gåpåmodet og en anden ydmyghed for Caminoen. Ikke en underdanighed, men en ydmyghed som går på at Caminoen ikke skal ”erobres”. Den skal efterfølgende heller ikke ”sælges” som en vare i feriekataloget.
Måske ville jeg komme frem, måske ville jeg ændre mål – det var ikke så vigtig endda, fordi jeg VAR jo på Caminoen – lige dér hvor tingene sker.
På Caminoen er man underlagt skæbnens store hjul. Man kender ikke det næste stykke vej, man kender ikke de næste mennesker man møder. Man kender ikke dagen i morgen. Manjana.
Måske kommer der ikke nogen i morgen. Dagen i dag har vi til låns, ligesom alle andre ting: bedsteforældre, forældre, børn, kærligheden, venner, moder jord, Caminovenner – alt sammen kun til låns.
Skulle vi ikke tage at nyde de ting vi har lige her og nu. Man behøver ikke at sætte alting i position for i morgen eller endnu længere ude.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, når vi lever i et samfund som er meget effektivt, og hvor effektiviteten ser ud til at være en del af vores eksistensberettigelse som folk. Hvor effektiviteten måske er årsag til vores rige samfund. Men medaljen har også en bagside. Hvor mange stressrelaterede sygdomme kan vores samfund bære? Er det værd at dratte om af stress.
Innovation er også et at kodeordene for at vi som nation kan klare os. Måske kunne vores samlede innovationsevner have rigtig godt af at vi tog det lidt mere afslappet. Have lidt mere respekt for noget som ligger udenfor os selv – andre kulturer, andre politikker, naturen som helhed. Næstekærlighed, vil også være et godt sted at udvikle på. Næstekærlighed var i allerhøjeste grad også med på Caminoen …….. Ja, der er noget at tænke over.
