Mennesker på ruten

På baren, eller hvad man nu skal kalde det, som vi opsøgte dér i det gamle kvarter i Bilbao, blev vi taget godt imod.  Centralt i barlokalet var der en slags podie med en pålægsmaskine. Med jævne mellemrum kom en kvinde og skar ultratynde skiver af de lufttørrede skinker som hang overalt fra loftet. Når hun havde skåret en hel tallerkenfuld ringede hun med klokken og tallerekenen blev bragt ned til et bord som havde bestilt lufttørret skinke. Så spiste man simpelthen skinken som snack, eller måske snarere enkel og fyldig tapas.  Som sagt blev vi taget godt imod og tjenerne kunne se at vi var noget perplekse over hvad vi skulle vælge at spise.  De forstår ikke så godt spansk deroppe i nord, så jeg havde mine problemer…. Det endte med at vi først fik flere smagsprøver. Dernæst valgte vi noget og lod os overraske med andet. Vi havde det som blommen i et æg dér med vores multitapas og rigtig god Rioja i kæmpeglas.

I Astorga tror jeg den søde excentriske ejer af San Javier er personen.  Han var ganske almindeligt klædt, for at sige det pænt og han sov siesta lige indenfor, hvor han modtog perregrinos.  Det virkede lidt som om han levede i de få kvadratmeter som albuerget nu gav plads til.  Han fik gjort det ganske klart at der var en god menu del peregrinos på restaurant Gaudi tæt ved.  Men vi blev noget forbløffede dan han midt under spisningen kom i fineste fineste smoking og lignede en som ejede hele byen – og det gjorde han måske også.  Senere om aftenen kom han tilbage til albuerget, hvor han tørt fortalte nogle perregrinos hvor langt de burde gå næste morgen – eller rettere hvor kort de burde gå.  Han kunne lige spotte, hvem der skulle stoppe tidligt.  Han fortalte også at nordboere havde en vis vane med at drikke efter spisning.  En dårlig ide på caminoen.  Det har han sådan set ganske ret i fordi ens væskebalance ikke har godt af for meget alkohol og en strabaserende vandretur i høje temperaturer kan være livsfarligt, hvis man ikke er fit.  I Astorga mødte vi iøvrigt flere af de perregrinos som blev vores gruppe, selvom nogle af os blev skilt til sidst.

I Rabanal var det først og fremmest de to søde engelske nonner (eller hvad de nu var) fra Confranity of St.James.  De var simpelthen så søde og venlige. Vejret var skidt, det skiftede til det værre og dagen sluttede med piskende regn og slud.  Mange blev rigtig våde og kolde.  Men de søde søstre havde selvfølgelig tændt op i pejsen så selvom der ikke var anden opvarmning i albuerget så var der ihvertfald varmt ved pejsen.  For at være sikre på at tøjet kunne nå at tørre havde de også en lille centrifuge som kunne vride vores tøj efter vasken i den traditionelle refugie stenvask. 

 De lavede the og nursede deres 5 overnattende peregrinos med de få midler de nu havde.  I Rabanal var der en person mere som kræver lidt ord.  En ret høj mand på ca. 60 år. Lange tynde ben som vi var tvangsindlagt til at kikke på mens vi sad i pejsestuen.  Hans ansigt var bl.a. hærget af at havde været ganske ubeskyttet overfor vind og vejr.  Således var hans venstre øre meget rødt og huden skallede af. (På Caminoen går man fra øst mod vest og derfor har man for det meste solen i ryggen og fra venstre) Håret totalt pjusket og meget tyndt.  Han talte meget usammenhængende og ingen af os kunne rigtig forstå hvor han kom fra. Han havde mistet et par lange bukser og et par vandrestøvler i sneen omkring Pamplona (!!!???) og nu havde han kun et par meget slidte bukser som ikke så ud til at egne sig til vandring og et par sko ditto og han manglede også penge og papirer.  Hvor kom han fra??  Vores lille gruppe bestod af peregrinos som kunne tale flydende fransk, spansk, tysk og engelsk.  Han var vistnok tysker. Senere kaldte vi ham “schwaben“, fordi de vistnok er lidt anderledes og sværere for andre tyske at forstå.  Men hans rigtige oprindelse står stadigvæk hen i det uvisse. 

På de første etapper krydsede vi hele tiden med den gruppe af spanske vandrere som vi kaldet for “rød stue”.  Det skal ikke forstås så negativt som det måske lyder.  Det er faktisk ganske hyggeligt at støde ind i de samme mennesker igen og igen.  Røde stue, fordi de var en stor gruppe klædt i rødt. De var ganske sydlandske i deres humør og de var altså tydelige at høre.  Vi ville helst ikke gå lige sammen med dem. 
Det var medarbejdere fra en offentlig institution som brugte en uge på at vandre sammen.  Jeg tror de startede i Astorga og sluttede omkring Sarria.  Jeg er ret sikker på at de tager det sidste ryk sammen næste år.  Flot at se en så forskellig sammensat gruppe vandre i deres helt forskellige tempi men alligevel holde sammen ved det forskellige pauser.  Hyggeligt at hilse på dem når vi stødte sammen og vi følte at de manglede da vi var forbi Sarria.

I Ponferrada havde vi det meget fint. Vi fik en lukus 4 mands stue med to ældre franske mænd som vi også krydsede veje med igen og igen.  Men der var et lille intermezzo med to baskerne som ville have vores pladser. Men, rummet var jo fyldt og de måtte, lidt vrissende tage, ned på den større opholdsstue, hvor en portugiser holdt selskabet vågen i den grad at han var ved at blive slået sønder og sammen af nogle spaniolere.  Politiet kom og smed portugiseren ud og hentede en til senere.  Imens sov vi “fjernt fra verdens vrimmel” i vores luksus 4 mands suite.  Næste morgen gik baskerne til deres BIL!! med den ene rygsæk. Såe, mon ikke de var blevet spottet af andre vandrer da de ankom. 

Da vi gik mod Villafrance del Bierzo mødte vi to mennesker på vej den anden vej.  Altså peregrinos som er vandret til Santiago Compostela og derefter også går hjem – eller ihvertfald noget af turen hjem. Det skulle være en god måde at bearbejde indtrykkende på.  Mens vi sad der i det lille hvileområde overfor Bierzos vinorganisation kom flere venner og kommende venner forbi.  Bla. kom Christoff som vi mødes med adskellige gange og som vi fortsat mailer med.  Da vi nåede til Villafranca og sad på torvet kom vi i snak med en ældre franskmand som var på vej tilbage.  Pudsigt, og i albueget kom en yngre fyr fra Frankrig som også var på vej tilbage.  Han havde enten fået for meget camino eller for meget galar.  Under fællesmiddagen rystede hans ben og han kunne slet ikke finde ro.  Han var ude for at ryge flere gange.  Sidst på aftenen fandt jeg ud af at det ikke var almindelig tobak han røg.  Men, han kunne simpelthen ikke komme ned igen.  han var helt oppe og ringe over hans oplevelser og nu gik han hjem.  Uden penge.  Han fik logi og mad på albuerget, ligesom hospitaleroen stak han en håndfuld sedler så han havde til de næste dage. Sådan gør man bare….  Vi var en stor gruppe ligesindede i albuerget Ave Fenix.  Og vi kunne fint sidde og snakke med hinanden i de små hyggekroge. Der var fint og hyggeligt at være, men jeg tror aftenspisningen er for arrangeret.  Albuerget skulle hellere åbne køkkenet og så lade fællesspisning være adhoc og ellers lade tingene glide af sig selv.