Albuer.

Grundlæggende tror jeg at man skal stoppe ved det albuerge som nu falder en ind, alt efter vejret, lysten, fornemmelsen osv.  Ikke planlægge for meget hvor man vil bo.  Alligevel har jeg så lidt selvmodsigende lavet denne liste.  Sådan kan det gå.

Astorga : Albergue San Javier – et udemærket sted.  God fællesskabsstemning i stueetagen og på svalegangen ovenpå.  Der er ikke ret meget plads, der er trangt og det skal man lige være opmærksom på.  Fantastisk morgenmadsbuffet. Eneste på ruten.  Sød excentrisk ejer.

Rabanal: I 2007 ville jeg havde været på klosteret Gaucelmo, men kunne ikke lige finde det og blev så trukket hen på Señora del Pilars ret store albuerge, med både sovesale, mindre rum (anden betaling) og en offentlig bar med nogen tiltrækning. Hendes forældrer laver mad og den er udemærket og fint at sidde sammen med andre vandrere i Pilars gård.
I 2008 vidste jeg hvor Gaucelmo var, nemlig lige op ad den gamle kirke midt i byen.  Det var et sted med den gode Camino ånd.  Der er meget smukt i baggården og de to engelske hospitaleras var meget flinke.  Vi var kun 5 personer så det var ren luksus.  Der er ikke vildt mange faciliteter på en regnfuld aprildag, men der er det som der skal være. Hospitaleraerne havde tændt i pejsen og lavet the og kaffe for at varme våde og kolde peregrinos.  Det ér da dejligt.  Vi spiste på den udemærkede lokale bar som lå på den anden side af kirken på hovedgaden.  Deltog i vesper med to benediktinske munke, men aftenmessen var aflyst på grund af vejret !! Jamen, det var altså et vejr, ja det var.
Hørte pæne omtaler af det første albuerge på vej ind i byen. Det var vist mere opvarmet end både Gaucelmo og Pilar.

Molinaseca: Det havde været det rigtige stop i stedet for at gå de ekstra 8 km til Ponferrada.  Vi gik desværre videre. Det er efter sigende et udemærket nyt albuerge.  Samme ejer som det tidligere, som stadigvæk bruges i højsæssonen.  Albuerget ligger på vej UD af byen mod Ponferrada på højre side af vejen – det gamle ligger på venstre side af vejen.  Venner på caminoen syntes der var helt OK her i det nye albuerge.

Ponferrada: Byens vistnok eneste albuegre.  Stort og meget besøgt.  Det er ret nyt.  Gode rum hvor man ligger ca. 12 personer i hver, måske lidt mere, men der er også mindre rum.  Det er velholdt, en venlig hospitalero kikkede på min hæl og gav den en ordentlig omgang jod, bandage og plaster som fik foden restitueret i løbet af ret kort tid.  Bibliotek på 1.sal! Den lidt ældre hospitalera tumblede tøj på samlebånd, fin service.  God kontakt i køkkenet og indgangspartiet med de andre vandrere.
2008. Det er et stort velfungerende albuerge, men der var lidt tumult om aftenen i en af de større sovesale (12-16 personer) men vi sov fredeligt videre i vores 4-mands kabine.

VillaFranca del Bierzo: Der er to albuerges lige når man rammer byen.  Det kommunale ligger nede til højre og det private Ave Fenix ligger lidt længere fremme til venstre.  Fenix var i første omgang et godt valg. Det er meget atmosfære, det er gammelt og her er hyggeligt at sidde på terassen eller ved en af de andre sidepladser. Vand- og sanitetsforholdene er dog ikke så gode, fx. omkring vaskepladsen og ved toiletterne (man må ikke bruge papir …) Vi havde det fint, men var bagefter enige om at der var for meget energi på stedet.  Den flinke hospitalero som er ex. fiskermand fra Barcelona, havde et vist stressniveau og måske smittede det af.  Jeg ved det ikke.  Jeg ved det ikke   … 
Ejerne afholdt fællesspisning, men måske skulle de lade os peregrinos selv lave mad og skabe stemningen.
Flere venner overnattede på det kommunale albuerge, som er relativt nyt og de var MEGET tilfredse. Hospitalera og hospitaleros gjorde det hyggeligt og venligt – der var vistnok også gang i pejsen.

Pereje: Jamen, døren stod åben og vi kikkede derind og blev overraskede.  Der var ca. 20 enkeltsenge i ET niveau i et rum.  De lignede nærmest dobbeltsenge så store så de ud.  Toiletforholdene var gode .
Vi hørte fra andre at det var et godt sted og det tror vi på.  Hospitalera kommer på et tidspunkt óg kikker til hvordan det går og ellers passer albuerget nærmest sig selv.  Hospitalera inviterer til spisning under ret lokale forhold, men det skulle være ganske godt.

Lafaba: Jeg tror ikke jeg kan skrive om det……. Så fantastisk havde vi det dér.  Det er et velfungerede albuerge som ligger helt utroligt smukt. Vi var nationalitetsmæssigt en meget blandet flok og det var sikkert medvirkende.  Stedet er drevet og ejet af den tyske Jakobs forening.  Ægteparret som passede Lafaba i disse uger var meget venlige og meget opsatte på at vi alle havde det godt.  Organisationen har også købt og istandsat den gamle kirke lige ved siden af albuerget.  De samarbejder med lokalsamfundet og opfordrer til at man spiser sammen oppe på den lokale bar/restaurant.  I stedet blev der holdt Babettes gæstebud mm.

Fonfria: I april 2008 havde vi svære vejrforhold på vej fra Lafaba.  Det var snevejr med kraftige vindstød, som dagen efter blev til vindstød af orkanstyrke.  Vi stoppede derfor i Fonfria – lidet anende at vejret næste dag ville være endnu dårligere.  Fonfria ligger relativt højt og hvis der er sneprognoser i området er det måske en god ide at komme ned af bjerget mens det kan lade sige gøre.  Albuerget var ikke særlig godt opvarmet og det var det første vi noterede os.  Der var varme lige når man kom ind via baren, men derudover ikke meget varme. Vi skruede op for radiatorerne og de ansatte slukkede igen når de gik forbi.  Det virkede lidt somom de gerne ville hive penge ud af os via vaskemaskine og tørre tumbler og varmen i baren – altsammen lidt for tydeligt, og ikke specielt sympatisk – slet ikke under ekstreme vejrforhold.

Tricastella:
Der er flere muligheder i Tricastella.  Vi havde lige været et par timer i snestorm/orkan på bjerget og i regn en times tid også og vi valgte at stoppe i Tricastella.  Nok var nok. Det kommunale albuerge lige i udkanten af byen åbnede formentligt ikke endnu, men der er minimum to privado mere. Vi tog det første oppe ved hovedgaden; Albergue Refugio del Oribio.  Der var en tienda lige ved siden af og albuerget var åben. Vi kunne komme ind og få varmen og tørre tøj.  Udefra ligner det ikke et albuerge, men det fungerede fint og vi fik varmen, provianteret osv.  Sagde farvel til flere venner som ville videre.  Hospitaleraen var opmærksom, venlig og stolt over sit albuerge.
Lidt længere nede af gaden – næsten ude af byen – ligger et ældre albuerge, hvor der givet er mere atmosfære, men for os gjaldt de om at få varmen og få tørret vores tøj og komme ud af stormen igen.

Sarria: I 2007var det en kaotisk dag for mig.  Jeg ankom sent og havde ikke spist.  Det var det kommunale albuerge.  Sovesalene virkede gode og ikke nedslidte.  På min etage var der fælles toilet og baderum, åbent ind til badekabinerne og urinaler midt i badeværelset, noget spøjst.  Spartansk er måske for voldsomt at kalde det, men jeg fandt ikke så mange faciliteter på herberget.  Men der er VARME i gulvet i opholdsrum – det er ikke at foragte en våd og kold aprildag!!  Ville have overnattet på Albergue Don Álvaro, men kunne ikke finde det.  Jeg skulle bare være gået lidt længere ud af byen, ud af caminoen.
I 2008 fandt jeg Don Alvaro, det var jo slet ikke svært.  Det er et udemærket albuerge, hvor de to unge ejere gør rigtig meget for at få peregrinos til at føle sig velkommen og glade.  Jeg fik fx. kaffe mens jeg sad ved internettet og de havde pejsen tændt til en hyggelig aften sammen med de andre peregrinos. En dejlig gårdhave og om sommeneren er det sikkert rent paradis dér.
Lige overfor ligger Blasones, hvor nogle af vores venner overnattede og de var også ganske godt tilfredse.

Portomarin.  Der er flere muligheder i Portomarin.  Man må tage et valg når man er kommet over broen.  i 2007 havde jeg travlt fordi et tordenvejr var undervejs.  Hvis man går ligeud og og ad trappen/porten kommer man til et ret stort privado. Næsten alle tyskere gik den vej og jeg havde indtryk af at de var meget tilfredse.  Jeg tog vejen op til højre, hvor der er to albuerges.  Det første ligger på højre hånd ud mod søen, det er vist også et privado og jeg kender ikke noget til det.  Oppe på toppen af bakken ligger det store albuerge.  Der er store sovesale og mange mennnesker.  Jeg syntes nu det var OK.
I 2008 valgte vi at gå op ad trappen og op til Mirador og Ferramenteiro.  Vi valgte Mirador som viste sig også at være en pæn restaurant med en fantastisk panoramaudsigt over Portomarin bassinet. prisen var 8 Euro det var dyrt.  Værelserne pæne og rene, men uden varme.  Intet fællesrum/køkken (det er restauranten ovenpå).  Baderum OK.  Med henvisning til prisen på 8 Euro og de meterologiske forhold blev der bragt to mindre radiatorer op på gangen.  Evt. vask klares af personalet på bar/restaurant ovenpå – det var lidt utrygt at overlade tøj og vasketid mm til deres rytme. Jeg vil hellere vaske selv og kunne få fat på tøjet når jeg selv ønsker det, men det er ikke muligt hér.  Vi tog vores medbagte pølse, brød og ost med op i den fine restuarant og det var ok.

Ligonde: Det er altså en lille perle af et albuerge.  ET bad/toilet til mænd og ET til kvinderne.  Varmt vand og nogle hyggelige bænke udenfor, hvor man kan følge livets gang på caminoen.  Det et lille privado, og ikke det samme som under “Ligonde” på den spanske liste med albuerges.  Det som der henvises til ligger EN kilometer længere fremme i Eirexe, hvor også Eirexe albuerget ligger – altså 3 albuegres indenfor kort afstand.  Der er en hel lille landsby omkring de to albuerges i Eirexe.  Der ligger selvfølgelig også et par cafeer, hvor man fint kan gå hen og spise og så tilbage på albuerget.  Ligonde:

Palas de rei
Kikkede først på det store albuerge lige i udkanten af byen, ved sportspladsen.  Der ser næsten sterilt rent ud, men soverummene er enorme.  Det er vist mest til store grupper om sommeren. Vi gik videre og skulle nok været gået videre ud af byen. Vi valgte midtbyens kommunale albuerge.  Det ligner lidt det i Melide.  Palas de Rei er dog renere.  Ingen køkkenfaciliteter og ret proppede sovesale.
Jeg tror vi burde været videre ude af byen bare ca. 5 km.  Der ligger et lille albuerge, tror det er registreret som San Xulian.  Lillebitte, men det så fantastisk godt ud.  Det tror jeg at jeg vil sigte på en evt. tredie gang og kun Palas de Rei som fourageringsstation via bruge den dejlige lille tienda på hovedgaden lige ved siden af albuerget inde i byen.  Kun ca. 10 meter til højre op af hovedgaden.  Hils!

Melide: det kan jeg ikke anbefale.  Det er et temlig stort albuerge.  Nogle af toiletterne i baderummet var oversvømmet og det store fællesrum, hvor man kunne spise så ud til at blive brugt som liggeplads i højsæsonen.  Køkkenet var totalt nedslidt og ulækkert, ligesom udenomsarealerne.  I forhold til de mange mennesker jeg forventede der overnattede der – var der forholdsvis få mennesker.  Jeg tror de erfarne vandrere overnattede andre steder.  Bare ingen andre steder i mine optegnelser.
2008 var jeg desværre på den igen, men sådan går det nu.  Oplever at mange spaniere kun lige tager pulpoen som relativ tidlig frokost kl. 12-14 og så går de videre til Arzua eller især Ribadiso.

Arzua: Jeg tror det er mit yndlings albuerge.  Det ligger måske lidt “gemt” fordi det kommer forholdsvis kort efter det berømte Ribadiso.  Der er lækkert og velholdt i Arzua gode baderum, soverum og vaskemuligheder og en lille gårdhave.  Det virker også til at være en en god lille by,  med et godt bytorv, hvor mange mødes om aftenen. Gode spisemuligheder.

Arca: eller Arca del Pino, som byen kaldes, eller Pino/Pedruzo. Det virkede som det rigtige stop inden Santiago, men måske er det lidt for langt fra Santiago.  Lige inden Arca ligger der to herberger i Santa Irene, de ene er kommunalt og ligger klods op ad en traffikeret vej, mens det andet er privado og er en oase.  Jeg bankede og spurgte om jeg måtte se det fordi jeg havde læst om det – det var en oplevelse. Wau.  Fantastisk køkken i gammel stil, bløde sofaer og stole, ild i pejsen, hyggelig gårdhave, læsehjørne i soverummet. Der laves mad til gæsterne og morgenmad, jeg tror man ligefrem nurses af ejeren.  Det er også dyrt, jeg tror det med overnatning, aftensmad og morgenmad kostede omkring 20 Euro – men igen – det er jo en rørende pris.

Nåh, det var jo Arca jeg skulle skrive om.  Det var lidt svært at finde.  Man skal forlade caminoen og gå op langs den traffikerede vej til Arca del Pino, det er den hurtigste vej.  Man kan også blive på caminoen og gå rundt om byen og gå ned i den når man kommer til idrætsstadion og skolen, men det er en pæn omvej.  Albuerges er for så vidt OK, men det er ret slidt men ikke ret gammelt. Der ligger en købmandsbutik lige op ad alburget og lidt inden albuerget på den anden side af hovedvejen, ligger en udemærket resturant med menu del dia for perregrinos.  Næste morgen gik vi ikke tilbage til stien, men gik til caminoen via skolen og idrætsanlægget som ligger lidt længere oppe ad hovedvejen, på den anden side af vejen og lidt op i skoven, væk fra hovedvejen.
Vurdering i 2008: Bedre end min opfattelse i 2007.  Køkkenet er OK.  Soverummet er stort, men opdelt i båse hvor man ligger 10 i 4 køjesenge og to enkeltsenge, ialt 50-60 i hver sovesal tror jeg , men det opleves ikke sådan.

Santiago.  Boede hos en privat udlejer.  Man skal ikke frekventere albuergerget fordi man så skal gå relativt langt for at komme ind i byen.  Jeg boede i samme gade som pilgrimskontoret og det kunne jo ikke være mere praktisk.  Bad og toilet for enden af gangen – det virkede nogenlunde. Prisen blev forhandlet ned til 12 Euro, men det afhænger af udbud og efterspørgsel.  NU ved jeg hvor ejeren holder til og hende vil jeg da opsøge en anden gang.  Det er efter min mening alfa og omega at bo inde i centrum.
Hospidadje Suso: for enden af gade med pilgrimskontoret.  Det er interessant, med en god bar nedenunder med klassisk musik i højtaleren.  Virker som det perfekte sted – lidt dyrere end hos Maria.